Birthe Halkjær Jensen
1939 Birthe Halkjær Jensen, Ølhandler Jensen, Jyderup I U 1939 - III mellemklasse 19451
Jyderup Kirkebog 1937-43 opslag 135 nr. 12 konfirmeret 6. oktober 1946
forældre ølhandler Niels Poul Jensen og hustru Agnes Halkjær Enegaard2

1956, maj; Jyderup elev vies i USA
Fra Jyderup til Los Angeles for at møde lykken. Romantisk bryllup i den danske kirke på søndag. På søndag vies i den danske kirke i Los Angeles damefrisørinde frk. Birthe Halkjær Jensen, datter af depotejer Poul Jensen, Jyderup til fabriksejer Knud Hansen, Los Angeles.
Bag denne bryllupsnotits skjuler sig en lille romantisk solstrålefortælling, der tog sin begyndelse for seks år siden. En svoger til Hr. og fru Jensen, underdirektør ved de berømte "Knudsens mejerier" i Los Angeles, Jens Thuesen, var dengang på besøg i København, hvor han talte med Birthe og hørte om hendes lyst til at komme til Californien. Han gav hende en sølvdollar og sagde; her har du den til at starte med, kan du selv spare rejsen sammen, så skal jeg skaffe dig visum.
Birthe beviste, at hun kunne. Den 13. Oktober i fjord gik hun ombord i "Oslofjord" for at sejle til New York. Her nød hun 3 ugers dejlig ferie hos sin tidligere lærermester i Kastrup Lufthavns Frisørsalon og hans frue og fik set mange af den store bys seværdigheder.
I bil tværs gennem USA
Derfra rejste Birthe Halkjær Jensen videre gennem hele Amerika mod Los Angeles, hvor hun skulle bo hos Hr. og fru Thuesen og derefter finde en stilling. Den lange, lange rejse foregik pr. bus og blev rig på indtryk og oplevelser. Undervejs blev gjort ophold ved moteller, hvor man kunne overnatte. Mange foretrak dog at sove i vognen, da der på motellerne nok kunne træffes typer, som ikke alle var lige ufarlige.
Lejre med vaskeægte indianere blev også passeret, og frk. Birthe har ikke været karrig med at sende rejsebeskrivelser og farverige fotos hjem, så Hr. og fru Jensen kunne "følge med" i de mange nye oplevelser og skønne indtryk. Den største oplevelse ventede dog Birthe, da hun med Hr. og fru Thuesen kom til Juletræsfest i den danske klub Los Angeles. Heri deltog 1200 danskere, og hele overskuddet fra festen gik ubeskåret til den danske koloni "Solvang". Blandt gæsterne var også Knud Hansen der ejer en fabrik i El Monte ved Los Angeles. Det blev til kærlighed ved første blik, og Knud Hansen er en handlingens mand, der straks gik i gang med at bygge et nyt hjem til sin vordende brug. Det bliver en stor hypermoderne villa i Fullerton i orange-distriktet (appelsinlandet), og selv byggeriet har Hr. og fru Jensen fulgt ved hjælp af farvefotografier og en fotokikkert. Fullerton ligger ca. 50 mil fra El Monte, men afstanden regnes der ikke så meget med. Knud Hansen ejer en pragtfuld Lincoln vogn (herhjemme koster vognen 92.000 kr.), og han har bygget villaen i Californiens skønneste egn.
I øvrigt er biler lige så selvfølgeligt på de kanter, som en cykel er det her. Til fabrikken, hvor der arbejdes med forkromningsartikler, kommer hver eneste arbejder og chauffør anstigende i egen bil, når arbejdet skal begynde.
Vielsen på søndag skal finde sted kl. 14 (juni 1956), hvad der svarer til ca. kl. 23 dansk tid, og mange tanker vil da gå fra hjemmet på Drivsaatvej til Los Angeles - og omvendt. Bryllupsmiddagen og festlighederne finder sted hos Hr. og fru Thuesen3


Kilder:
Kilde 1: Jyderup Realskoles årsberetning 1937-45
Kilde 2: Jyderup Kirkebog 1937-43 opslag 135 nr. 12
Kilde 3: Kalundborg Folkeblad 30. maj 1956, side 3+4; Jyderup elev vies i USA

Sidst rettet 17. januar 2015
©Jyderup Realskole